Den Kongelige Fotografisamling

Fotografier fra H.M. Kongens Håndbibliotek, Kongernes Samling.

Hans Majestæt Kongens Håndbibliotek rummer en stor samling af fotografier fra kongeligt eje og omfatter både fotografier, der er indkøbt af eller givet til medlemmer af den kongelige familie gennem årene samt private fotografier og fotoalbums, hvor det ofte er den kongelige familie selv, der har fotograferet. En del af denne samling er offentligt tilgængelig i en søgbar database kaldet ”Den Kongelige Fotografisamling”.

Samlingen rummer mere end 50.000 fotografier fra fotografiets barndom – det ældste fotografi er fra cirka 1845 – og indtil i dag, med et tyngdepunkt i det 20. århundrede. Blandt de kongelige fotografer er Dronning Alexandrine, Frederik 9. og Dronning Ingrid. Derudover er også en række af det 19. århundredes kendte fotografer og fotografiske pionerer fra ind- og udland repræsenteret i fotografisamlingen.

Mange af motiverne er portrætter, ligesom officielle og private begivenheder i den kongelige familie udgør en stor del af samlingen. Derudover repræsenterer ”Den Kongelige Fotografisamling” et bredt udsnit af fotografiske motiver: slotsinteriører og møbler, landskaber og bybilleder samt heste, uniformer og udstillinger med videre. Det er via databasen muligt at oprette sig som bidragyder og derved bidrage med viden om samlingens fotografier. Det kan være information om, hvem og hvad der er på billederne, hvor og hvornår de er taget eller oplysninger om fotografen.

Kronprins Frederik (9.) på cykel foran Christiansborg, 1939. Foto: H.M. Kongens Håndbibliotek ©
Prinsesse Thyra og Hertuginde Cecilie af Mecklenburg-Schwerin, begge med fotografiapparater, samt Storhertuginde Alexandra af Mecklenburg-Schwerin på Traunsee ved Gmunden, 1904. Foto: H.M. Kongens Håndbibliotek ©

Den digitale database ”Den Kongelige Fotografisamling” giver indtil videre adgang til cirka 10.000 fotos. Antallet af tilgængelige fotos vil vokse i takt med, at fotografierne i samlingen scannes og registreres. Man kan søge i databasen i fritekst, men det er også muligt at benytte de søgefacetter og emneord, som stilles til rådighed for at indkredse søgningen. Facetterne tillader søgning på personer, steder, en række motivtyper og begivenheder. Søgningen kan desuden afgrænses kronologisk. Det er muligt frit at downloade og benytte billeder fra databasen, såfremt man krediterer ”Den Kongelige Fotografisamling, Kongernes Samling”.

Hensyn til både fotografernes rettigheder og til privatlivets fred gør dog, at dele af indholdet i databasen ikke er offentligt tilgængeligt. Ansøgning om adgang til denne del af databasen skal ske til Hans Majestæt Kongens Håndbibliotekar.

Kontakt 
Hans Majestæt Kongens Håndbibliotekar
Mikael Bøgh Rasmussen
Tlf.: +45 33186067
E-mail: mbr@kosa.dk

Den Kongelige Fotografisamling

_

Indholdet på denne side er udarbejdet i samarbejde med H.M. Kongens Håndbibliotek, Kongernes Samling.